NYHEDER

 Information om hold

 

Nedenfor finder du en beskrivelse af de forskellige hold i Kolding Svømmeklub. Beskrivelserne giver dig forhåbentlig et fingerpeg om hvilket hold, du bør vælge. Samtidig giver vi dig et kort overblik over den måde, hvorpå der arbejdes med undervisningen i svømmeskolen.

 

Svømmeskolen i Kolding Svømmeklub arbejder ud fra tryghed og de 4 grundlæggende færdigheder:

·         elementskift - at skifte kontrolleret fra et element til et andet i forbindelse med vandaktivitet

·         balance - at kunne opretholde balancen ved forskellige vandaktiviteter

·         bevægelse - at foretage bevægelse med henblik på at skabe fremdrift eller rotation i forbindelse med vandaktivitet

·         vejrtrækning - at have effektiv vejrtrækning i forbindelse med vandaktivitet

 

Kolding Svømmeklub har opsat rammer og sæsonmål for de enkelte holdtyper for at opnå en mere ensartet undervisning. Inden for disse rammer er det op til trænerne at udarbejde en kreativ og varieret undervisning.

 
Babysvømning (ca.0-3 år)
Tilbud om deltagelse i barnets tilvænning til det våde element gennem øvelser og leg. Stimulerer barnets sanser: syn, lugt, hørelse, berøring og skaber gode forudsætninger for den motoriske udvikling gennem en stimulation af balance-, koordinerings- og muskeltræning.
Vandhunde (ca. 2-4 år)
For børn, der ikke er fortrolige med vand. Far eller mor er deltagere på holdet. Vi tager ikke fat i den egentlige svømmeundervisning, idet det primære formål her er at skabe tryghed, tillid og vandglæde. Undervisningen vil indeholde megen leg - alt er svømmerelateret.

Plask og leg (ca.3-6 år)
For børn, der ikke er helt fortrolige med vand. Det primære formål er at skabe tryghed, tillid og vandglæde. Undervisningen vil indeholde megen svømmerelateret leg samt let undervisning.
Begynderhold (ca.6-9 år)
For børn der er let vandtilvænnede. Undervisningen er målrettet svømmearterne rygcrawl og crawl. Når disse færdigheder beherskes rimeligt, introduceres brystsvømningsarmtag + vejrtrækning, rytme og glid. (benspark evt. crawl eller fly).

Hold nr. 328 og 329 er forbeholdt Store Begyndere (9+ år). Undervisningen er målrettet de 3 svømmearter rygcrawl, crawl og brystsvømning.

Letøvede (ca. 6-9 år)
Her arbejdes med at forbedre de allerede kendte svømmearter, vendinger og hovedspring. Brystsvømning og butterfly introduceres. 
Øvede (ca. 8-12 år og ældre)
For børn, som opfylder de stillede krav på letøvet hold. De 4 svømmearter videreudvikles, og børnene udfordres på længere distancer. Kendskab til selvredning / livredning. Herfra kan svømmerne rykke videre til K-afdelingen, vandsport for unge og vandpolo.
Vandsport for unge (ca.12 år og ældre)
Holdet er primært for øvede teenagere, der svømmer for motionens og hyggens skyld. Der undervises i de forskellige svømmearter og andre svømmerelaterede aktiviteter såsom vandpolo og livredning.
Motionshold for begyndere
Lettere opvarmning og vandgymnastik. Tilvænningsøvelser, der giver fortrolighed med vandet og indlæring af basissvømning. 
Motionshold for voksne
Konditionsopbygning ved selvvalgte programmer. Indlæring af nye svømmearter. Finpudsning og retning af fejl i de enkelte svømmearter. 
Svømning for voksne, som lider af vandskræk
Gennem lette tilvænningsøvelser overvindes angsten for vand.
Ældresvømning
Sund motion for ældre gennem let opvarmning, vandgymnastik og svømning.
Familiehold
Svømning for hele familien. Far / mor (eventuelt begge) og barn/børn - socialt samvær.
Individuel svømmeundervisning / lettere svømmetræning tilbydes. Der er mulighed for motionssvømning for forældre.
 
Børn: Aldergruppe fra 3 år og op. 
Motionshold for øvede voksne
SHoldet er for den erfarne svømmer, der har lyst til at holde formen ved lige og for triatleter, der gerne vil optimere deres svømning. Der svømmes 2 gange om ugen. Der er mulighed for såvel undervisning som træningsprogram.
Konkurrenceafdelingen (E1, E2, Talenthold, Mini Elite, K1, K2)
Kun efter udtagelse og kvalifikation. For mere information om de enkelte hold læs da under konkurrencehold.
Målet for konkurrenceafdelingen er at skabe og videreudvikle talentfulde svømmere ved hjælp af et godt træningsmiljø.
Træningen optrappes gradvist fra hold til hold, startende med 2-3 træninger om ugen på Talenthold og helt op til 9 mulige vandpas på E1. Herudover er træningslejr og stævner en stor del af at være svømmer i konkurrenceafdelingen.

For yderligere information og henvendelser omkring optagelse:

Jacob Brink Quaade: jbq@koldingsk.dk
Konkurrenceudvalg: konkurrence@koldingsk.dk
 
 
 

SPONSORER / SAMARBEJDSPARTNERE